Skabertrang gennem tiden

Tilbage hvor det hele startede. Fra en start som Silkeborg Bogtrykkeri i 1857 til nu som Skabertrang

1857

Et trykkeri og en avis kom til byen

I foråret 1857 kom bogtrykker Frederik Listoe til nybygger-byen Silkeborg. Han etablerede sig og udsendte den 6. maj samme år det første nummer af Silkeborg Avis. Det blev til en fire sider “stor” avis sat med de typer, som Frederik havde medbragt i en kuffert, og som han havde brugt i tidligere avis-eventyr. En primitiv, men effektiv, håndpresse havde mangfoldiggjort avisen, og Silkeborg havde dermed fået byens første bogtrykkeri og avis.

Et gammelt sort hvid billede af Frederik Listoe

1860

Silkeborg Bogtrykkeri

De første 3 år havde avis og trykkeri til huse i Silkeborg centrum på Vestergade 19. Dernæst flyttede virksomheden til lokaler i hjørneejendommen mellem Nygade og Tværgade.

Et gammelt sort hvid billede af ejendommen på hjørnet af Nygade og Tværgade i Silkeborg

1862

Hans Simon Sørensen

Efter 5 år solgte Listoe sit trykkeri til den 24-årige typograf Hans Simon Sørensen. Sørensen kom fra Odense og ansat som trykkeribestyrer i Varde. Hans drøm var at være selvstændig, og han købte derfor avis og trykkeri af Listoe for 800 rigsdaler (en stor gård kostede dengang ca. 1800 rigsdaler). Hans Simon Sørensen blev i Silkeborg og skabte en avis og grafisk virksomhed, som endte med at forblive i familien Sørensens eje i fire generationer (130 år).

Et gammelt sort hvid billede af Hans Simon Sørensen

1863

Jernpressen

Få måneder efter Sørensens overtagelse af avis og trykkeri foretog han sin første investering. Han købte en jernpresse, som kunne trykke 200-300 aviser i timen samt bøger, plakater mv.

Et gammelt sort hvid billede af en jernpresse og ved siden af et eksempel på hvad den har lavet. 2 stykker papir

1865-67

Vækst og flytning

Efter at trykkeriet i de første år kun blev beskæftiget af Sørensen selv og hans kone, ansatte Sørensen i 1865 sin første lærling, I 1867 flyttede Silkeborg Bogtrykkeri til større lokaler i gården på hjørnet af Vestergade og Hostrupsgade.

Et billede af gaden i Silkeborg - Vestergade set fra hjørnet ved Hostrupsgade

1869

Typografer og lærlinge på Silkeborg Bogtrykkeri

I starten af 1870’erne beskæftigede Silkeborg Bogtryk to mænd og to drenge mellem 13 og 18 år. De to typografer fik to rigsdaler og fire skilling om ugen, samt kost og logi til en anslået værdi af tre rigsdaler og tre skilling. Arbejdstiden var 12 timer om dagen med to timers pause til at hvile sig og til måltider. Lærlinge fik ingen løn, men de fik tøj til en værdi af 20 rigsdaler om året og kost, logi, medicin osv.

Et gammelt billede fra Silkeborg Bogtrykkeri, hvor der står en masse og arbejder

1874-1901

Investeringer

I 1874 blev der investeret i en dobbelt trykpresse, som ved håndkraft kunne producere 1.000 aviser i timen. Da man i 1884 monterede en gasmotor, steg produktionen til 1.400 aviser i timen. I 1899 blev der indkøbt endnu en trykmaskine, så der nu kunne trykkes 3.000 aviser i timen.

Et sort hvid billede af en dobbelt trykpresse, som en mand står og arbejder ved.

1890’erne

En arbejdsdag i 1890’erne

En typisk arbejdsdag for en lærling var hård kost: Lærlinge fik deres mad hos bogtrykkeren, og de mødte kl. 7 om morgenen. Først skulle de stå med deres vinkelhage og sætte linje efter linje fra kl. 7 til kl. 14, afbrudt af en halv times frokost. Kl. 14 var der en times middagspause, og om eftermiddagen skulle de "lægge af" i to timer. Det vil sige, at de skulle lægge de typer, der var sat om formiddagen tilbage i sættekassens rum. Imens blev avisen trykt, og lærlinges arbejdsdag sluttede med, at de gik med aviser i halvanden time. Så var klokken 19, og det var fyraften. Søndag var fridag - næsten, for der var lige et par timers oprydning fra kl. 7-9.

Et gammelt sort hvid billede af Silkeborg Avis efter tilbygning af sidebygning i 1899

1900

12 mand på Silkeborg Bogtrykkeri

Ved århundredskiftet var der 12 ansatte på Silkeborg Bogtrykkeri. De skulle håndsætte både avis og alle de øvrige tryksager, der blev leveret til private, håndværkere og virksomheder. Typerne lå i kasser med 100 rum i hver. Sætteren tog typerne og satte ord og sætninger sammen. En god håndsætter kunne sætte mellem 12.000 og 15.000 bogstaver på en dag, og de skulle alle på plads igen efter brug. Det blev kaldt “aflægning” og var lige så vigtigt som sætningen. Silkeborg Avis bestod af omkring 100.000 bogstaver, og der var således mange typer, der skulle på plads.

Det er 2 billeder, et der er bagved som viser en mand som står med Typerne, og nogle personer der står bag kasserne og kigger. Foran dette billede er et screenshot af en ordoptælling fra word.

1927

Rotationspresse

I 1927 overgik avisen til trykning på rotationspresse. I 1931 blev Kai Sørensen forretningsfører for avis og trykkeri. Samtidig blev han administrativ leder på bogtrykkeriet, der dermed for første gang havde sin egen direktør. Det var på alle måder en gevinst, og bogtrykkeriet blev hurtigt Kai Sørensens hjertebarn, selvom han var forretningsfører for både avis og trykkeri.

Et sort hvid billede af en rotationspresse i trykkeriet.

1968

Avistrykkeri

Det var Silkeborg Bogtrykkeri, der stod for avisens trykning, indtil familievirksomheden i 1968 blev opdelt i tre selskaber for henholdsvis: Avis Trykkeri Rotation

Et sort hvid billede udefra af silkeborg Bogtrykkeri

1975

Silkeborg Bogtrykkeri flytter

Familien Sørensen havde købt en gammel trikotagefabrik på Stagehøjvej på tvangsauktion, og der var på det tidspunkt planer om at flytte rotationen til denne adresse. Det blev dog ikke til noget, men i 1975 flyttede Silkeborg Bogtrykkeri ind på den nye adresse og blev for første gang adskilt fra avisen. Niels Overgaard fik tilbuddet om at købe Silkeborg Bogtrykkeri, hvilket han gjorde i 1977.

Et gammelt sort hvid billede af bygningen på Stagehøjvej med Silkeborg Bogtrykkeri

1982

125 års jubilæum

Personalet, som det så ud, da Silkeborg Bogtrykkeri ligesom Midtjyllands Avis i 1982 kunne fejre 125 års jubilæum.

Der er 2 billeder, et i baggrunden med de ansatte hos Silkeborg Bogtrykkeri i 1982 som står udenfor bygningen, og det andet billede viser den tidligere chef og ejer Niels, som betjener en tryk maskine.

1992

Helt fremme

Niels Overgaard bestilte undertiden maskiner, der ikke var helt gennemprøvede på markedet endnu… Men hvorfor vente til konkurrenterne har det? Holdningen betød, at Silkeborg Bogtryk var helt fremme med det sidste nye.

Viser en kvinde der står med tryksager ved en printer

1993

Modem og disketter

Silkeborg Bogtryk inviterede sine kunder til at kommunikere direkte med trykkeriet gennem modem eller diskette. https://www.facebook.com/skabertrang/videos/1755333841177650/

Viser en kvinde der sidder ved en ældre computer.

1994-1999

Nyt udtryk og satsning

Silkeborg Bogtrykkeri blev til Silkeborg Bogtryk og et mere farverigt logo blev præsenteret. 37 ansatte, og trykkeriet kunne klare hele processen fra idé over tekst og fotos til layout, scanning, sats, repro og tryk. De kommende år udviklede trykkeriet sig efter det nye begreb, som vi stadig efterlever i dag: Full-service. Silkeborg Bogtryk skulle kunne klare det hele og være andet og mere end et trykkeri. Det helt nye bliver satsningen på web-løsninger og nye medarbejdere ansættes.

Skabertrangs gamle logo, det er et S, som går fra at være orange i toppen, bliver lilla og så blå, hvor enden splitter i 4.

2004

Den lokale telefonbog ( - 2018)

I flere år havde Silkeborg Bogtryk overvejet at udgive en lokal telefonbog, og flere kunder havde opfordret til dette. Det blev til 14 år med telefonbogen, som blev lukket i 2018.

2 billeder af 4 forskellige medarbejdere på hvert billede, der stolt viser telefonbogen frem, og så også

2006

Skabertrang

Flere og flere kunder brugte trykkeriet som totalleverandør af flere løsninger inden for kommunikation, og i efteråret 2006 blev skridtet så taget fuldt ud. Kommunikationsbureauet Skabertrang blev oprettet og fik egne lokaler med egen stil, placeret i hjertet af bogtrykkeriet.

3 billeder, det første er af en masse medarbejdere, med Skabertrang logo i højre hjørne, et andet billede inde fra et lokale med medarbejdere der arbejder på computere, og et sidste billede med 2 medarbejdere der står og taler om tryksager.

2007

Skabertrang overtager Bureau 1, 150 års jubilæum og fælles visuel identitet

Bureauet overtager Bureau 1, der var et af Silkeborgs ældste reklamebureauer, stiftet i 1986. Hermed var antallet af ansatte i Skabertrang 20 medarbejdere (+20 fra Silkeborg Bogtryk). Der er nu gået 150 år, og derfor skulle der også fejres jubilæum, og der blev i den forbindelse også dannet en fælles visuel identitet mellem Skabertrang, Silkeborg Bogtryk og Den lokale telefonbog.

Et billede fra indgangen til lokalerne på Stagehøjvej, med en kvinde på vej ud, og logoerne for Skabertrang, Silkeborg Bogtryk og Den lokale telefonbog i vinduet ved siden af døren.

2010-2014

Full service

Der kommer fokus på samspillet mellem kompetencerne med online, bureau og grafisk produktion, derudover bliver der skabt et nyt logo og et visuelt grafisk løft.

Et billede der viser Skabertrang + Silkeborg Bogtryks kompetencer med skrift og ikoner.

2014-2015

Generationsskifte

Der sker et generationsskifte i årene 2014 og 2015 hvor vores nuværende chefer overtager. 2014 - Jesper G. Nørgaard overtager fra Jens Christensen. 2015 - Søren Vestergaard overtager fra Niels Overgaard. Dermed bliver der også skabt mere fokus på den samlede forretning: Tryk, Online og Bureau.

Et billede af (fra venstre) Søren Vestergaard, Jesper Nørgaard, Jens Christenden og Niels Overgaard på kontoret på Stagehøjvej.

2016

160 års jubilæum

I forbindelse med at der kan fejres 160 års jubilæum besluttes det at firmaet skifter navn fra Skabertrang | Silkeborg Bogtryk til Skabertrang.

Et billede der viser, at Skabertrang | Silkeborg bogtryk bliver til Skabertrang.

2018

Nye bedste venner

Skabertrang finder nye legekammerater i Randers og Vietnam. Hermed er vi ca. 50 medarbejdere + ca. 40 i Vietnam, Ho Chi Minh City.

et billede der viser Skabertrang (1857), Buchs (1879) og Minh Graphics (2005) logoer.

2024

Flytning til Hagemannsvej

Skabertrang køber nye lokaler på Hagemannsvej i Silkeborg. Branchen udvikler sig fortsat, og der bliver hos Skabertrang mere og mere fokus på det digitale aspekt i markedsføringen og kommunikationen. Derfor er der blevet købt nye lokaler, som passer bedre til vores behov og færdigheder i virksomheden. Lokalerne renoveres, og Skabertrang flytter ind i oktober måned.

I dag

Alle kompetencer under ét tag

Hos Skabertrang stræber vi stadig efter at give dig en full-service oplevelse, når du arbejder med kommunikation og markedsføring.

Vi hjælper med at skabe værdibaserede løsninger, når det drejer sig om kommunikation og markedsføring til virksomheders målgrupper.

Vi skaber resultater og udvikler fuldstøbte løsninger, giver sparring og hjælp bl.a. med udvikling af hjemmesider, webshops, integrationer, digital markedsføring, kampagner, branding og tryk.

Vi vægter ærlighed, gennemsigtighed og kvalitet højt, og er i vores samarbejde tæt på din virksomhed.

Vores styrke er evnen til at kombinere og arbejde på tværs af de forskellige fagdiscipliner og omsætte det til forretningsværdi.

Vi har blandt andet været med til at produktlancere Brynje sikkerhedssko, lanceret ECO-Asfalt for PEAB, skabt visuelle løsninger i form af skilte, folier og vægdekorationer, og lavet websites med fokus på UX-design med brugerfokus, integraioner (PIM, ERP), digital marketing og SEO.